Støttekoncert for SOS Børnebyerne

Støttekoncert for SOS Børnebyerne

Vor Frue Kirke og lokalgruppen for SOS Børnebyerne inviterer til støttekoncert, hvor adgang er gratis. Donation modtages dog meget gerne via MobilePay på 96398 eller i kirkens indsamlingsbøsser. 

Program 

Musikere fra Aalborg symfoniorkester åbner koncerten: Violina Petrova (violin), Ida Marie Sørmo (fløjte), Dunia Ershova (bratsch) og Hanne Houengaard (cello).

Derefter følger singer-songwriter Vilma – en ung spirende artist, der både skriver og udgiver sine egne sange og fortolker andre artisters sange. I et melodiøst popunivers synger hun sine dansksprogede sange om kærligheden til de ting, der betyder noget for hende.

Det rytmiske kor Livsværk afslutter koncerten. Koret har ry for at synge koncerter, som er nærværende og varme og ikke mindst på et højt musikalsk niveau. Koret vil synge sange om lys, mørke, glæde og eftertænksomhed.

Adgang til koncerten er som nævnt ovenfor gratis, men donation modtages meget gerne via mobilePay på 96398 eller i kirkens indsamlingsbøsser. Overskuddet går ubeskåret til SOS Børnebyernes arbejde.

Tidspunkt: 

  • Dørene åbnes kl 14.30.
  • Koncerten er fra kl. 15.00 - 17.00

HUSK mundbind skal bæres v. ind- og udgang af kirken. Desuden skal gyldigt Coronapas fremvises v. indgangen.

Om Vilma

Med begge ben på jorden og i et melodiøst pop-univers synger Vilma i sine dansksprogede sange om kærligheden til de ting, som betyder noget for hende.

I sangskrivningen forsøger hun at gøre op med den jyske tendens som er, at man ikke snakker for meget om sine følelser. Derfor slipper hun nu alle følelserne fri og fortæller ærligt og kærligt om historier fra sit eget personlige følelseskammer.   

Om Vilma skrives bl.a.: “Selvom Vilma skriver om store følelser, er der i musikken gemt en vestjysk charme i både tekst og udtryk. Nogle gange skal følelserne takles ved at græde og andre gange må man danse sig igennem dem- og Vilma formår at give plads til begge”

Vilma har i 2021 spillet support for bl.a. Mads Langer, Carl Emil Petersen og Signe Svendsen. 

Om Livsværk

Livsværk er et ambitiøst, ungt og sprudlende kor med rødder i det rytmiske musikliv i Nordjylland. 

Når koret synger, fortælles historier, som allerede er skrevet ned i sange eller bliver skabt iøjeblikket. Koret består af dygtige sangere med en lang musikalsk opdragelse indenfor musik og sang.

Livsværk har ry for at synge koncerter, som er nærværende og varme og ikke mindst på et meget højt musikalsk niveau. Ved koncerten i Vor Frue Kirke vil Livsværk synge nogle af yndlingssangene fra repertoiret om både lys, mørke, glæde og eftertænksomhed.

Korleder: Livsværk er skabt i 2016 af korleder Liv Kirstine Lund Poulsen. Liv er en anerkendt korleder fra Aalborg, der for alvor kom på landkortet som en dygtig og ambitiøs korleder, da hun i

2020 modtog Klaverstemmerens Musikpris på 20.000 kr. for sit musikalske virke og udbredelse af kormusikken i Aalborg.