22. september: Åbningskoncert for Aalborg Kirkenes Musikfestival

Dette års festival har temaet ”Danmark i Europa – musikalske spejlinger” - og i Vor Frue Kirke kan vi med glæde præsentere: 

MAGNIFICAT AF KIM ANDRÉ ARNESEN FOR KOR, ORGEL OG SOPRAN-SOLO

Kim André Arnesen blev uddannet ved Musikkonservatoriet i Trondheim og havde i begyndelsen af sin studietid mange forskellige musikalske interesser, bl.a. barokmusik, moderne klassisk musik og populærmusik. Men kormusikken endte med at blive hans største passion.

Som komponist fik han sin debut allerede i en alder af 18 år med et værk til drengekoret i Nidaros Domkirke.

I 2010 blev hans første store værk, "Magnificat" bestilt og uropført af Nidaros Domkirkes Pige- kor. Uropførelsen fik en overvældende modtagelse, og det førte til flere nye bestillingsværker på internationalt niveau. I 2017 skrev Arnesen således kontrakt med det store amerikanske forlag Boosey & Hawkes.

Magnificat (Marias lovsang) bygger på teksten fra Lukasevangeliet, kapitel 1, hvor Maria har modtaget englen Gabriels budskab. Musikken er både indadvendt, til tider mediterende, men også passioneret og dynamisk gennemkomponeret!

Desuden vil koncerten byde på festligt orgelmusik fremført af domorganist Jørgen Ellekilde

MEDVIRKENDE:

  • Stort fælleskor bestående af Aalborg-kirkernes kor og organister
  • Dirigent: Margrethe T. Østergaard
  • Sopran-solo: Christine Hjort Bjerre
  • Orgel: Peter Schüsler
  • Orgelsolist: Jørgen Ellekilde
  • Pianist: Marianne Haldrup

Tidspunkt: 19.30 
Pris: Adgang er ganske gratis. Bare mød op