14. oktober: Coro Misto - jubilæumskoncert

Mød et kor i superligaen - nemlig Coro Misto!

I sæsonen 2021-22 fejrer Coro Misto sit 30-års jubilæum. Det bliver markeret ved en række særlige koncerter, hvor denne koncert er den første egentlige jubilæumskoncert, da Corona har pålagt hele kultur- og musiklivet en ufrivillig pause. 

Som en markering af korets repertoire gennem årene, hvor det nordiske og nyere altid har haft en fremtrædende plads, har man bestilt en komposition hos den svenske komponist Per Gunnar Petersson. 

Det er blevet til værket "Ave Maris Stella" - en Maria-hymne med tekst fra middelalderen - og således mødes gammelt og helt nyt. 

Ældre og nyere nordisk og europæisk musik har også gennem hele korets eksistens været fremherskende, og vil være et gennemgående tema i koncerten. 

Koret dirigeres af korets stifter og kunstneriske leder, Søren Birch, af hvem man også vil kunne høre musik til denne koncert.

Koret er et professionelt arbejdende kammerkor bestående af 24 sangere fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg Universitet og det klassiske musikliv i Aalborg.

Koncerten er arrangeret i samarbejde med Fokus Folkeoplysning. 

  • Tidspunkt: kl. 19.00
  • Pris: 50 kr. - gratis for medlemmer af KulturKlub FOKUS
  • Billetter kan købes ved indgangen eller her